En afvekslende hverdag med fokus på faglighed
Jeg er er ansat som social- og sundhedsfaglig konsulent og er fagspecialist for sundhed i rådgiverteamet i PenSam Sundhed og kritisk sygdom. Det betyder, at jeg er en del af det daglige arbejde med rådgivning af medlemmer, bevilling af ydelser fra sundhedsordninger og opstart af sager vedr. kritisk sygdom. Hverdagen i PenSam Sundhed er meget afvekslende - der er både faste opgaver, men også webinarer, udviklingsopgaver og sparring med resten af huset.
En arbejdsplads med formål: Medlemmernes velvære først
Hos PenSam føler jeg, at jeg gør en kæmpe forskel for medlemmerne. Siden jeg blev ansat for snart 7 år siden, er der kommet stadigt mere og mere fokus på sundhedsområdet, og jeg har været med til at udrulle vores sundhedstilbud i PenSam til alle aktivt indbetalende medlemmer. Det har været en superspændende og fagligt udfordrende rejse, som helt sikkert forsætter, da vi vil være sikre på, at vi hele tiden har de tilbud, der passer lige præcis til vores medlemmer.
I PenSam Sundhed taler vi ofte med medlemmer, der er i svære livssituationer, og har brug for råd og vejledning. Derfor er atmosfæren her kendetegnet ved, at vi er der for medlemmerne, og vi hjælper, hvor det er muligt. Det skaber en stærk følelse af formål i hverdagen, hvor vi ved, at vores arbejde har betydning for medlemmerne.
Et stærkt fællesskab i centrum
Hos PenSam værner vi om fællesskabet. Det er en central del af vores kultur og en af grundene til, at vi trives sammen. Personaleforeningen spiller en vigtig rolle i dette ved at skabe rammer for aktiviteter, der bringer os tættere på hinanden. Her arrangerer vi alt fra motionstilbud til sociale arrangementer, som giver mulighed for at mødes på tværs af afdelinger. Det styrker relationerne og gør samarbejdet i hverdagen både lettere og mere værdifuldt.
