PenSam Logo

Se­ni­o­r­pen­sion giver også ret til ud­be­ta­ling fra PenSam

Er din arbejdsevne væsentligt nedsat, og er der under seks år til, du kan gå på folkepension, kan du søge om offentlig seniorpension. Har du fået tilkendt offentlig seniorpension, er der mulighed for, at du også kan få månedlig førtidspension fra PenSam.

Formålet med Seniorpension er at forbedre mulighederne for at kunne gå på pension i årene op til folkepensionsalderen, hvis man har været rigtig mange år på arbejdsmarkedet og mistet en stor del af sin arbejdsevne.

Du kan søge om seniorpension hvis:

Din arbejdsevne er på 15 timer eller mindre i forhold til dit seneste job
Arbejdsevnen skal først og fremmest vurderes ud fra dine helbredsmæssige forhold, for eksempel ud fra lægeerklæringer eller anden sundhedsfaglig vurdering, der allerede findes. Har du senest arbejdet som social- og sundhedsassistent, skal din arbejdsevne vurderes i forhold til præcis dette job - ikke i forhold til andre typer arbejde. Der skal heller ikke iværksættes initiativer, som skal udvikle eller afprøve din arbejdsevne, som det sker før tilkendelse af førtidspension.
Du har haft tilknytning til arbejdsmarkedet i 20-25 år
Alle former for tidligere beskæftigelse tæller med, og du kan søge, hvis du sammenlagt har haft tilknytning til arbejdsmarkedet i 25 år (minimum 27 timer ugentligt). Har du haft tilknytning i over 20 år, kan du også søge, men så skal der ske en konkret vurdering af din tilknytning. Arbejde på under 27 timer om ugen kan tælle med men skal først omregnes til fuldtidsbeskæftigelse. Har du været ansat i fleksjob, bliver det anset for at være fuldtidsbeskæftigelse.
Dokumentation kan ske via oplysninger fra ATP, Skat eller tidligere arbejdsgivere.
Du har mindre end 6 år til din folkepensionsalder
Du kan finde din folkepensionsalder i beregneren på Min pension.
,

Brug for rådgivning?

Ring til os (vis telefonnummer)

Du søger om seniorpension via borger.dk. Du kan søge op til 6 måneder før det tidspunkt, du tidligst kan få seniorpension. Du skal have afgørelsen på, om du kan få seniorpension, senest 6 måneder efter, du har søgt.

Hvis du ikke kan få tilkendt seniorpension, så husk at undersøge dine muligheder for i at kunne gå på Tidlig Pension

Læs mere om seniorpension på borger.dk

Seniorpensionen er af samme størrelse som den offentlige førtidspension. Der gælder også de samme regler omkring modregning og gensidig forsørgerpligt, som for almindelige førtidspension.

OBS: Vigtigt før du vælger at søge seniorpension

Undersøg om fleksjob giver bedre økonomi end seniorpension

Samtidig med indførelsen af seniorpension er der sket en forbedring af mulighederne for at komme i et såkaldt fastholdelses-fleksjob på din nuværende arbejdsplads.

Opfylder du kriterierne for at få seniorpension, kan du vælge i stedet at komme i fleksjob. Vi anbefaler, at du undersøger, om det bedre kan betale sig for dig at være i fleksjob end at få udbetalt seniorpension.

Det er nemlig sådan, at hvis du er gift eller samlevende, vil din ægtefælle/samlevers indtægt påvirke, hvor meget du kan få udbetalt i seniorpension.

Arbejder du i et fleksjob, påvirker din partners indtægt IKKE din udbetaling.

Derfor kan det i nogle tilfælde faktisk være en økonomisk fordel for dig at få/beholde et fleksjob i stedet for at søge om seniorpension.

Du skal også tage med i dine overvejelser, at hvis du først har fået din pension i PenSam, da du blev ansat i fleksjob, er du måske ikke berettiget til udbetaling af PenSam førtidspension, selv om du får tilkendt seniorpension, fordi du så er omfattet af en helbredsklausul. Derfor er det vigtigt, at du grundigt får undersøgt, hvad der er mest fordelagtigt for dig.

Får du et fastholdelses-fleksjob umiddelbart i forlængelse af normal beskæftigelse på samme arbejds­plads vil du fortsat kunne være dækket ved førtidspension i PenSam, selv om du bliver ansat i et fleksjob.

Læs om reglerne for modregning i seniorpension / førtidspension på borger.dk

Beregn indtægt hvis du får et fleksjob

Seniorpension kan også give ret til månedlig PenSam førtidspension

Får du tilkendt seniorpension på et tidspunkt, hvor du er dækket af forsikringen PenSam Førtidspension, kan du som hovedregel samtidig får en månedlig udbetaling fra PenSam. Udbetalingen fortsætter, indtil forsikringen udløber. 

Er du dækket af forsikringen, kan du få PenSam førtidspension hver måned fra det tidspunkt, hvor kommunens pensionsnævn afgør, at du får seniorpension. Hvor meget du kan få udbetalt fra PenSam, og hvor længe udbetalingen fortsætter, kan du se ved at logge ind på Min Pension og læse om PenSam Førtidspension. 

Får du tilkendt seniorpension, er der også mulighed for, at du fra fællesskabet i PenSam får indbetalt til din alderspension i en periode, som hvis du fortsat havde været i arbejde i denne periode. Desuden er du dækket af gruppelivsforsikringen frem til din folkepensionsalder.

Bemærk: Reglerne ovenfor gælder for langt de fleste, der har pension i PenSam. Nogle få kundegrupper får dog ikke pr. automatik en udbetaling fra PenSam ved tilkendelse af offentlig pension. Du kan se, hvad der gælder for dig ved at læse om din dækning ved sygdom på Min Pension.

Vær desuden opmærksom på, at du ikke vil kunne få udbetalt førtidspension fra PenSam på baggrund af en sygdom du allerede havde, da du blev optaget i pensionsordningen.

 

Læs om udbetaling af PenSam førtidspension