PenSam Logo

Ind­be­ta­ling til din pension - og skat

Vi klarer det meste, men der kan være ting, du selv skal gøre i forhold til din skat og forskudsopgørelse.

De fleste skal ikke gøre noget

I de fleste tilfælde behøver du ikke gøre noget i forhold til skat, når din arbejdsgiver indbetaler til din pension. Vi tager os af det og giver Skattestyrelsen besked om din indbetaling.

Men der er undtagelser
I enkelte situationer skal du selv gøre noget for at undgå en strafafgift eller uventet restskat. 

Se i guiden herunder, hvornår og hvad du skal være opmærksom på. 

Her kræver det handling af dig

Hvis du selv indbetaler til pension andre steder end i PenSam

Du skal være opmærksom, hvis du selv indbetaler til pension i en bank eller et andet pensionsselskab. Eller hvis du har flere jobs, og derfor også får indbetalt til pension et andet sted.

Så skal du passe på, at du ikke indbetaler for mange penge til de to typer opsparing, hvor der er grænse for den årlige indbetaling.

Der er grænser for hvor meget du må indbetale til:

  • Ratepension
    Indbetaling højst 63.100 kr. i 2024
    Indbetaling højst 65.500 kr. i 2025

    Overskrider du grænsen, får du ikke fradrag for det beløb, der overskrider grænsen. Så kan det bedre betale sig at indbetale til en anden type pension. 
  • Aldersforsikring eller Aldersopsparing
    Hvis du har mere end 7 år til din folkepensionsalder:
    • Indbetaling højst 9.100 kr. i 2024
    • Indbetaling højst 9.400 kr. i 2025

    Hvis du har under 7 år til din folkepensionsalder:
    • Indbetaling højst 58.900 kr. i 2024
    • Indbetaling højst 61.200 kr. i 2025

    Overskrider du grænsen, bliver du pålagt en strafafgift på 20% af det for meget indbetalte beløb. Har du mindre end 7 år til din folkepensionsalder og er påbegyndt udbetaling fra en pensionsordning er afgiften 40%.

I PenSam sørger vi automatisk for, at indbetalingen til din pension hos os isoleret set ikke overskrider grænsen.
Har du fået overført pension til os, sørger vi også for at tage højde for, hvis du har haft en indbetaling hos det selskab, du overfører pension fra.  

Sådan gør du, hvis du er kommet til at overskride grænsen for indbetaling
Kontakt den bank eller det pensionsselskab, du selv har indbetalt til, så kan de muligvis hjælpe dig med at få flyttet den for høje indbetaling over på en anden type pension.
På den måde kan du alligevel opnå at få fradrag for indbetalingen eller få nedsat strafafgiften. 

Hvis du har indbetalt ekstra til din pension i PenSam i år

Har du i år selv indbetalt et ekstra beløb til Ratepension eller livsvarig Alderspension i PenSam, er det en god idé at indtaste beløbet på din forskudsopgørelse på skat.dk. 

På den måde kan du opnå at få nedsat din skat i år. 

Har du indbetalt ekstra til Ratepension, skal du indtaste beløbet i Rubrik 416 på din forskudsopgørelse.
Har du indbetalt ekstra til Alderspension, skal du indtaste beløbet i Rubrik 436 på din forskudsopgørelse. 

Hvis du ikke selv ændrer din forskudsopgørelse, får du alligevel fradraget for indbetaling, da PenSam indberetter din indbetaling.
Du vil så bare først få glæde af fradraget - og eventuelt penge tilbage i skat - når Skattestyrelsen udregner din årsopgørelse. 

Vær opmærksom på, at indbetaling til Aldersforsikring eller Aldersopsparing ikke giver noget fradrag / nedsat skat. 

Hvis du har skiftet job og først har fået pensionsordning i PenSam i år

Har du skiftet job i løbet af året, og fået en ny pensionsordning hos os, skal du være opmærksom på TO ting:

  1. Du skal passe på, at du ikke kommer til at indbetale for mange penge til de to typer opsparing, hvor der er en grænse for den årlige indbetaling.
  2. Du skal være opmærksom på, om du skal ændre din forskudsopgørelse på skat.dk

1) Opsparing der har en grænse for indbetaling:

  • Ratepension
    Indbetaling højst 63.100 kr. i 2024
    Indbetaling højst 65.500 kr. i 2025

    Overskrider du grænsen, får du ikke fradrag for det beløb, der overskrider grænsen.
  • Aldersforsikring eller Aldersopsparing
    Hvis du har mere end 7 år til din folkepensionsalder:
    • Indbetaling højst 9.100 kr. i 2024
    • Indbetaling højst 9.400 kr. i 2025

    Hvis du har under 7 år til din folkepensionsalder:
    • Indbetaling højst 58.900 kr. i 2024
    • Indbetaling højst 61.200 kr. i 2025

    Overskrider du grænsen, bliver du pålagt en strafafgift af det for meget indbetalte beløb.

I PenSam sørger vi automatisk for, at indbetalingen til din pension hos os isoleret set ikke overskrider grænsen for indbetaling. Men du skal selv give os besked, hvis du i år i forvejen har indbetalt et andet sted. Du behøver dog ikke at gøre noget, hvis du i år har overført din tidligere pensionsordning til os. Har du det, tager vi automatisk højde for, hvad du har indbetalt i dit tidligere pensionsselskab. 

Sådan gør du, hvis du er kommet til at overskride grænsen
► Hvis året, hvor du har indbetalt for meget, endnu ikke er gået
Kontakt os på 44 39 39 00 og fortæl os, hvor meget du i forvejen har indbetalt til Ratepension eller Aldersforsikring / Aldersopsparing i et andet pensionsselskab. Så kan vi få flyttet det for meget indbetalte over på en anden type pension.

► Hvis du har indbetalt for meget et tidligere år
Så skal du udfylde og sende os Skattestyrelsens blanket "Anmodning om overførsel". Du kan sende den til os via "sikker upload". 

 Når vi modtager de nødvendige oplysninger, ændrer vi din pensionsordning og sender en ny indberetning til Skattestyrelsen.

2) Tjek om du skal rette din forskudsopgørelse

Når du indbetaler til pension i PenSam, går en del af indbetalingen til den type opsparing, der hedder en Aldersforsikring, hvis du ikke har fravalgt det ved optagelsen.

Den del af indbetalingen til pensionsordningen, der går til Aldersforsikring, er der ikke fradrag for.

Det kan have betydning for dig, hvis du indbetalte til en anden pensionsordning, før du fik din ordning i PenSam.
Hvis der i din tidligere ordning var fradrag for hele indbetalingen, kan det være en fordel for dig at gå ind og rette din forskudsopgørelse på skat.dk.
Ellers kan du risikere en restskat for i år og for næste år.

Sådan gør du
Du skal tjekke det beløb, der står på forskudsopgørelsens felt 628. 

Muligvis skal du nedsætte beløbet, så det passer med, hvor stor en del af indbetalingen til din pension i PenSam, der ikke skal betales skat af.
Vi kan oplyse dig beløbet, hvis du ringer til os på 44 39 39 00.

Når der er gået 2 år, vil Skattestyrelsen dog automatisk tage højde for det i din forskudsopgørelse på baggrund af indberetningerne fra os. 

Hvis du i år har aftalt med os at ændre på, hvordan du sparer op

Har du i årets løb aftalt med os, at en del af din arbejdsgivers indbetaling - eller en større del af den - skal bruges til en Aldersforsikring eller en Aldersopsparing?

Så vil det være en fordel for dig at gå ind og rette din forskudsopgørelse på skat.dk.

Det skyldes, at der ikke er fradrag for den del af indbetalingen til pension, der går til Aldersforsikring og Aldersopsparing. 

Så har du fået flyttet indbetaling over til disse typer pension, og indbetaler mindre til livsvarig Alderspension eller Ratepension (som begge giver fradrag), betyder det, at du skal betale lidt mere i skat. 

Vil du undgå at få en restskat for i år og for næste år, skal du derfor ændre din forskudsregistrering. 

Sådan gør du
På forskudsopgørelsen skal du i felt 628 nedsætte det beløb, der står der i forvejen.

Vi kan oplyse dig det rigtige beløb, hvis du ringer til os på 44 39 39 00. 

Felt 628 skal nemlig kun vise det beløb, der bliver indbetalt til livsvarig Alderspension eller Ratepension. Da indbetaling til disse typer pension giver dig et fradrag. Det gør indbetaling til Aldersforsikring eller Aldersopsparing ikke. 

Når der er gået 2 år, vil Skattestyrelsen dog automatisk tage højde for det i din forskudsopgørelse på baggrund af indberetningerne fra os. 

Hvis du har under 7 år til din folkepensionsalder

Når du nærmer dig din folkepensionsalder, er der mulighed for at indbetale mere til den type pension, der hedder en Aldersforsikring eller en Aldersopsparing

Det er en fordel for de fleste, fordi udbetaling af Aldersforsikring eller Aldersopsparing ikke kan blive modregnet i udbetaling af folkepensionens tillæg, ældrecheck, boligstøtte med mere.

Derfor sørger vi i PenSam automatisk for, at du - så vidt muligt - indbetaler mere til en Aldersforsikring fra det år, hvor du har under 7 år til din folkepensionsalder. 

Det påvirker din skat
Det har betydning, fordi indbetaling til Aldersforsikring / Aldersopsparing ikke giver fradrag, ligesom indbetaling til livsvarig Alderspension eller Ratepension. 

Så når en større del af din arbejdsgivers indbetaling går til denne type pension, medfører det, at du skal betale lidt mere i skat.
For de fleste opvejes denne ulempe dog af fordelene ved, at Aldersforsikringen ved udbetaling ikke fører til modregning i folkepensionens tillæg, ældrecheck, boligstøtte m.m..

Det kan du gøre
Det er en god idé at rette din forskudsopgørelse på skat.dk året inden, du har 7 år til din folkepensionsalder.

Så slipper du for, at den ekstra skat, du skal betale, bliver til en restskat det første år og året efter.

PenSam sørger automatisk for at indberette ændringerne i din pension, men det vil først automatisk blive indregnet i din forskudsskat to år efter, at indbetalingen til Aldersforsikring er forhøjet. 

Sådan gør du
På forskudsopgørelsen skal du i felt 628 nedsætte det beløb, der står i forvejen.

Ved at ringe til os på 44 39 39 00, kan vi oplyse dig om, hvilket beløbe du skal skrive i stedet for.

Felt 628 skal kun vise det beløb, der bliver indbetalt til livsvarig Alderspension eller Ratepension, som giver dig et fradrag. Det gør indbetaling til Aldersforsikring eller Aldersopsparing ikke. 

Du får brev fra PenSam, året før du har under 7 år til din folkepensionsalder, så du kan være opmærksom på dette. 

 

Hvis du ikke ønsker den forhøjede indbetaling til Aldersforsikring, har du mulighed for at fravælge det her: Aldersforsikring

Hvis du har indbetalt for meget tidligere år

Har du sidste år eller tidligere år indbetalt for meget til en af de typer pension, hvor der er en grænse for indbetaling, har du nogle muligheder for at få rettet op på det, så du for eksempel kan få nedsat din skatteafgift. 

Se hvad du kan gøre

Sådan hænger indbetaling til pension og skat sammen

Når din arbejdsgiver indbetaler

Se hvad der gælder

Når din arbejdsgiver indbetaler til din pension – for eksempel livsvarig pension eller Ratepension - sker det med penge, der ikke er blevet betalt skat af. Det svarer til, at du har fået fradrag for indbetalingen. Derfor skal arbejdsgivers indbetaling ikke trækkes fra i din skattepligtige indtægt.

Ved indbetaling til de fleste typer pension får man et ekstra pensionsfradrag. Det sker automatisk, når vi indberetter din arbejdsgivers indbetaling til Skattestyrelsen. 

► Har du under 15 år til din folkepensionsalder, er det ekstra fradrag på 32% af indbetalinger til pension på op til 83.800 kr. (2025). 
► Har du mere end 15 år til din folkepensionssalder, er det ekstra pensionsfradrag på 12% af indbetalinger op til 83.800 kr. (2025).

Der er en undtagelse
For den type pension, der hedder Aldersforsikring eller Aldersopsparing, er det anderledes.
Her skal indbetalingen ske med penge, der er betalt skat af. Til gengæld er udbetalingen så skattefri. Her er det altså modsat alle andre typer pension, hvor du har ikke har betalt skat ved indbetalingen, og derfor skal betale skat ved udbetalingen. 

Man får derfor ingen fradrag - heller ikke det ekstra pensionsfradrag - for indbetaling til Aldersforsikring eller Aldersopsparing. 

Vær opmærksom, hvis du sparer mere op til Aldersforsikring eller Aldersopsparing
Fordi der ikke er ekstra pensionsfradrag for indbetaling til Aldersforsikring og Aldersopsparing, skal du betale mere i skat her og nu, hvis du begynder at få indbetalt mere til disse typer pension i stedet for livsvarig pension eller Ratepension. Det vil typisk ske på det tidspunkt, hvor du har under 7 år til din folkepensionsalder.

For at undgå en restskat, er det en god ide at ændre din forskudsopgørelse på skat.dk.

På forskudsopgørelsen skal du i felt 628 nedsætte det beløb, der står i forvejen.

Ved at ringe til os på 44 39 39 00, kan vi oplyse dig om, hvilket beløbe du skal skrive i stedet for.

Felt 628 skal kun vise det beløb, der bliver indbetalt til livsvarig Alderspension eller Ratepension, som giver dig et fradrag. Det gør indbetaling til Aldersforsikring eller Aldersopsparing ikke.

Når du selv indbetaler ekstra til din pension

Se hvad der gælder

Indbetaler du selv til pension uden om din arbejdsgiver, gør du det med penge, du har betalt skat af. Derfor kan du få både almindeligt fradrag og ekstra pensionsfradrag for indbetalingen. 

Almindeligt fradrag betyder, at din skattepligtige indkomst kan blive fratrukket det beløb, du selv indbetaler til pension. Dermed kommer du til at betale mindre i skat her og nu.

Udover det almindelige fradrag er der det ekstra pensionsfradrag

► Har du under 15 år til din folkepensionsalder, er det ekstra pensionsfradrag på 32% af indbetalinger til pension på op til 83.800 kr. (2025). 
► Har du mere end 15 år til din folkepensionssalder, er det ekstra pensionsfradrag på 12% af indbetalinger op til 83.800 kr. (2025).

Indbetaler du selv, kan du med fordel indberette det til Skattestyrelsen.

Sådan gør du
Har du indbetalt ekstra til Ratepension, skal du indtaste beløbet i Rubrik 416 på din forskudsopgørelse.
Har du indbetalt ekstra til Alderspension, skal du indtaste beløbet i Rubrik 436 på din forskudsopgørelse. 

Hvis du ikke selv ændrer din forskudsopgørelse, får du alligevel fradraget for indbetaling, da PenSam indberetter din indbetaling. Men så får du først værdien af fradraget opgjort, når året er gået. 

Der er en undtagelse
For den type pension, der hedder Aldersforsikring eller Aldersopsparing, skal indbetalingen ske med penge, der er betalt skat af. Til gengæld er udbetalingen så skattefri. Her er det altså modsat alle andre typer pension, hvor du har haft fradrag ved indbetalingen, og derfor skal betale skat ved udbetalingen. 

Du kan derfor hverken få almindeligt eller ekstra pensionsfradrag af indbetaling til Aldersforsikring eller Aldersopsparing. Du skal derfor ikke indberette indbetaling til denne type pension på din forskudsopgørelse. Til gengæld skal du være opmærksom, hvis du indbetaler flere steder, så du ikke overskrider den grænse, der er for årlig indbetaling.