PenSam Logo

Marianne vil væve sig gennem pen­sio­ni­st­li­vet: “Det giver en fan­ta­stisk ro”

Marianne Schlie fra Fyn går snart på ‘Arne-pension’, og kan næsten ikke vente. Hun glæder sig til at gøre tingene langsomt og kunne dyrke sin store passion: Vævningen.

Del:Print:
Marianne kommer ikke til at kede sig, når hun bliver pensionist. Hun og manden Frank har en sejlbåd, hun har sit håndarbejde, tre børn, fire børnebørn og plejebørnene. Ja og så den store frodige have.

Tekst og foto: Charlotte Holst

Omhyggelighed, tålmodighed, koncentration. Der skal et helt særligt temperament til for at være væver. Det har Marianne Schlie. Hun har brugt sine hænder til håndarbejde siden hendes farmor lærte hende at strikke, da hun var 5 år. I 2003 arvede hun tre væve fra sin svigermor, og har øvet sig siden. 

- Jeg er stadig begynder. Det tager tid, og det er svært. Bare sproget. Det er fyldt med ord, man ikke kender: ‘Skafter, tramper, søller, skytte, bom.’ Marianne peger på de forskellige dele af den store smukke væv, der står i dagligstuen.

 

Et lukket miljø

Marianne har brugt mange år på at lære håndværket og på at blive accepteret i miljøet af vævere omkring Haarby på Vestfyn, hvor hun bor med sin mand Frank og skiftende plejebørn, som familien tager sig af.

- Da jeg startede til undervisning, blev jeg mødt med: ‘ja ja, lad os nu se - hun bliver kun hængende et år.’ Det var et lukket miljø, der mest bestod af folkeskole- og gymnasielærere på efterløn. De havde masser af tid, mens jeg arbejdede som dagplejer, fortæller Marianne.

Et andet tempo

Marianne er stadig på arbejdsmarkedet og laver dagligt mad til 72 institutionsbørn i Odense. Men til foråret, hvor hun fylder 65, går hun på ‘Arne-pension’ og begynder også at få sin pension fra PenSam. Arne-pensionsordningen betyder, at hun stadig må tjene 24.000 kroner årligt ved siden af den pension, hun får udbetalt.

-Jeg har sagt til min chef, at jeg godt kan vikariere lidt ind imellem, hvis der bliver hårdt brug for det, siger Marianne.Men arbejdet skal drosles ned. For Marianne længes efter pensionen og har gjort det noget tid.

- Jeg glæder mig virkelig til at gøre tingene i et andet tempo i stedet for at skulle nå noget hele tiden, siger hun.

Klippede og svedte

Friheden skal bruges på håndarbejde - særligt vævning. Marianne er i dag tilknyttet vævsmuseet i Krengerup, og gruppen af vævere er i dag mere blandet. Væven sender hende ind i en anden verden, siger hun.

- Du kan ikke se tv samtidig, som du kan, når du strikker. Væven kræver fordybelse og koncentration. Du skal tælle hele tiden. Det giver en fantastisk ro, og når du har lavet noget færdigt, er det selvtilfredsstillelse ud over alle grænser, siger hun og viser en lænestol, hun selv har lavet betrækket til.- Det tog 3 år. Jeg havde et billede af den på forsiden af min telefon i lang tid, siger Marianne, der var ekstremt nervøs første gang, hun skulle klippe i det stof, hun havde vævet.- Frank tjekkede, at det lå rigtigt, mens jeg klippede. Ej, hvor jeg svedte. Jeg tog mere og mere tøj af og lå til sidst i næsten ingenting og klippede, griner hun.

Har taget sin tørn

Marianne er egentlig rigtig glad for sin 27-timers stilling og vil savne kollegerne og børnene. Men hun synes også, at hun har taget sin tørn.

- Jeg har været på arbejdsmarkedet, siden jeg var 14, hvor jeg gik i marken hos en bonde. Nu vil jeg faktisk gerne have lidt fri.