Kaj Kamper er en af de pensionister, der ikke kommer til at kede sig. Sammen med sin datter og svigersøn købte han i 2013 et nedlagt landbrug ved Sakskøbing på Lolland, og der er stadig nok at tage fat på i de smukt beliggende længer, hvor Kaj har fået indrettet sin egen lejlighed på 1. sal i hovedhuset.
- Jeg er meget glad for at bo her. Det er rart at have familien tæt på, og jeg kan hjælpe med Kristoffer (barnebarnet, red.). Men jeg har også måttet sige: "Nu skal I altså bare lade mig være i fred, så I selv kan få fred og ro. De skal ikke føle, at de skal tage sig af mig hele tiden".
Dejlige skæve eksistenser
Selv har Kaj brugt størstedelen af sit arbejdsliv på at tage sig af andre. De fleste - og sidste arbejdsår - tilbragte han på Saxenhøj i Sakskøbing, hvor han var en del af det udkørende sosu-team og ofte kom ud til meget psykisk belastede borgere.
- Jeg havde "dem de andre ikke ville lege med", og som nogle var bange for at komme hos. De skæve eksistenser. Det er nogle dejlige mennesker. Jeg møder dem nogle gange, når jeg er ude og handle. Så kommer de og hilser på mig. Det tager jeg som en kompliment, for oftest vil psykisk syge hellere se din hæl end din tå.
Ikke kun kaos mellem 7 og 15
Kaj valgte at gå på pension som 65-årig. Det var der to årsager til: "Den her" siger han, og peger på albummet fotos fra det store renoveringsprojekt på Hestehavegård.
Den anden var ændringer og nedskæringer i psykiatrien.
- Jeg havde det svært med, at mine kunder i biksen pludselig skulle aftale tid for at få hjælp. Når man har kaos i øverste etage, kan man jo ikke bruge et tidsskema til noget. Der er ikke kun kaos imellem 7 og 15, siger han.
Kaj fik at vide, at hans overarbejdstimer skulle minimeres. Han plejede ellers at køre ud til folk, når de havde brug for det og skelede ikke så meget til arbejdstimer eller tidspunkt.
- De kunne ringe til mig, og så kørte jeg. Det var et anderledes system dengang, og det blev slet ikke diskuteret. Men pludselig kom der en lukkethed ind over for borgerne - mennesker som jo ikke har struktur i deres hoveder. Det kunne jeg ikke med.
Pension smaddergodt
Så da arbejdsvilkårene var blevet dårligere, og han godt kunne tænke sig at bruge mere tid på Hestehavegård, begyndte Kaj at regne på, hvad pensionistlivet betød økonomisk.
- Der havde jeg jo min gode pension fra PenSam. Derfor blev det ikke den store forandring for mig at gå på pension. Det har været smaddergodt ganske enkelt, siger Kaj.
Pensionen fra PenSam gav ham tryghed.
- Nogle ansatte synes, det er dumt at indbetale til pension. Det har jeg aldrig syntes. Det er en god ting, og det har givet mig ro at vide, at der er styr på det økonomiske.
Kaj har været en aktiv pensionskunde gennem årene og deltog i PenSam's informationsmøder. Her blev der talt meget om at finde noget at sætte i stedet, når arbejdet forsvinder. Det tog Kaj til sig, og med Hestehavegård-projektet var det oplagt, hvad han skulle.
- Det er rigtig godt at have sådan et langtidsprojekt. Hvis jeg pludselig havde 8 timer, jeg ikke kunne fylde ud, ville det blive tomt. Hvad skulle jeg så?
Ny rolle i livet
Overgangen til pensionistlivet bød da på savn af kolleger og borgere, fortæller Kaj.
- Vi havde et smaddergodt team og sparrede meget med hinanden. De gav mig et godt grin, og sådan noget giver lyst og overskud. Så jeg kan godt savne fællesskabet med de andre.
Derfor er Kaj glad for at have familien tæt på og det store renoveringsprojekt at gå op i. Der er drømme om at lave ferie- eller rekreationssted for familier med sårbare børn. Eller andre grupper, der har brug for ro.
Kaj, der er fyldt 73, har fundet sin nye rolle i livet på Hestehavegård. Men han passer på ikke at overdrive arbejdsindsatsen.
- Jeg kan isolere, male og lægge fliser og den slags, men tunge løft, det gør jeg ikke. Jeg kan godt mærke, jeg er længere tid om tingene. Der var engang…