Jill om pen­sio­ni­st­li­vet: “Du skal UD blandt andre mennesker”

Tekst og foto: Charlotte Holst

Vågekone, frivillig i Dansk Flygtningehjælp, aktiv i Socialdemokratiet, kontaktperson for en syrisk familie, aktiv i FOA, formand for Frivilligrådet … 

Snart 70-årige Jill Libner har ikke siddet og stirret ud i luften de ti år, hun har været pensioneret. Hun har engageret sig i alverdens ting i lokalområdet i Skjern, hvor hun bor i et parcelhus sammen med sin mand, der er tidligere folkeskolelærer.

For møder man ikke andre, går man i spåner, mener hun.

- Hvis ikke du kommer ud i noget pulserende, kan du og din ægtefælle sidde derhjemme og glo og vrisse af hinanden. Jeg synes, du som menneske har pligt til at få oplevelser, du kan dele med børn og børnebørn. De gider ikke høre på klynk om sygdom, som ellers hurtigt kan fylde dit liv, når du bliver ældre. Så kom ud og få oplevelser, opfordrer Jill.

Det er ellers ikke fordi, hun selv har været forskånet for sygdom. For 17 år siden fik hun fjernet højre bryst på grund af forstadier til brystkræft. Og for fem år siden fandt lægerne kræftceller i en af hendes lymfeknuder. Så de “skød med de store kanoner” og gav hende 25 strålebehandlinger.

Knæoperation og krimier

I dag er hun lige blevet opereret for grå stær, venter på at få nyt knæ og så er der lige røget en sene i skulderen, så den skal også opereres. Men hun tager det køligt.

- Jeg kan jo ikke gøre noget ved det. Jeg kan klynke og få ondt af mig selv, men det bruger man alt for meget energi på. Så hellere forholde sig til det og sige: hvordan får jeg bedst noget ud af mit liv?

Ved siden af sengen på gæsteværelset er der linet op med krimier, så Jill kan få læst en masse efter knæoperationen, hvor hun skal ligge med benet oppe. Læsning er nemlig en af hendes hobbies.

-Jeg elsker især krimier, så det bliver der jo noget tid til nu, siger hun.

Kaotisk på arbejdet

Jill valgte at gå på efterløn allerede som 60-årig, fordi hun konstant havde dårlig samvittighed over for patienterne på den medicinske afdeling i Herning, hvor hun var ansat som sosu-assistent.

- Der var kommet mange unge sygeplejersker. De manglede overblik, og det hele var ret kaotisk. Det gik ud over kontakten med patienterne, det havde jeg det dårligt med, siger hun.

Da hun havde besluttet, at efterløn var næste skridt, skulle hun lige trække vejret. For hun var glad for sine kolleger, som hun også stadig mødes med. Men hun skulle have noget nyt ind i sit liv og kiggede på et nærliggende aktivitetscenter.

-Først tænkte jeg: Det er nok sådan nogle rigtig gamle nogle allesammen. Men det var det ikke. Der var mange på min alder og yngre. Der har jeg haft mange gode timer med snak og samvær med andre.

Ned af rampen med kørestolen

Som pensionist skal man ‘sætte tæring efter næring,’ siger Jill. Men med hendes egen pension fra PenSam oven i folkepension og ATP er økonomien fornuftig. Hun forberedte sig på pensionistlivet ved at gå til orienteringsmøder i PenSam, og så har hun været med i PenSam’s forbrugergruppe.

- Det var spændende. Man kommer ind bagved, og jeg var med til at sætte aftryk i forhold til, hvilke diagnoser der skal være omfattet af forsikringen ved visse kritiske sygdomme. Det betyder, at mange, som bliver kritisk syge, får råd til noget, de ellers ikke ville have råd til. Det er jeg glad for, siger hun.

Hun er også glad for at være vågekone, at hjælpe en syrisk familie, for det frivillige arbejde i Dansk Flygtningehjælp og alt det andet, hun laver.

Hun har næsten mere travlt, end da hun arbejdede. Hun ligner nok sin egen mor, siger hun.

- Min mor gik til foredrag og aktiviteter til hun døde. Selv da hun mistede det ene ben kom hun ud. Det var bare ned af rampen med kørestolen og hen på plejehjemmet og være med. Det er en god tilgang. Du skal opleve noget, for så har du noget, du kan tage med dig hjem.