PenSam Logo

PenSam kommer ud af 1. halvår med positivt afkast

Alternative investeringer er med til at PenSams investeringsafkast lander godt efter første halvår af 2018.

På trods af et første halvår 2018, der har været præget af uro på de finansielle markeder, så er PenSam kommet ud med et positivt investeringsafkast på samlet 1,2 procent.
 
Aktierne har givet et samlet plus på 0,5 procent i første halvår, hvilket også er i tråd med PenSam’s benchmark, mens obligationerne samlet har trukket ned og givet et negativt afkast på 0,4 procent. 
 
Halvårets højeste afkast findes i gruppen af alternative investeringer, som dækker over ejendomme, private equity, illikvid kredit og infrastruktur, der samlet har givet et afkast på 5,4 procent. Ejendomsporteføljen alene har givet et afkast på syv procent.
 
”Når jeg kigger i bakspejlet efter det første halve år, så er det åbenlyst, at vi har et mere udfordret investeringsmarked, men med en absolut fornuftig mellemtid her på halvåret, som også demonstrerer styrken af, at vi har en ganske diversificeret portefølje, og at vi ikke er voldsomt eksponeret i enkelte aktivgrupper," siger Torsten Fels til Finanswatch 10. august.
 
Omkostninger falder
Også på omkostningssiden er PenSam på vej til at nå målet, hvor især aftalen med KMD-Edlund har sat et positivt præg på administrationsomkostningerne.
 
”Vi har indgået en aftale, hvor KMD-Edlund står for hele vores it-portefølje og det har betydet, at vores it-udgifter er faldet markant, og vi er på den snorlige vej til at realisere målet om 400 kroner om året i 2020,” siger Torsten Fels.
 
Administrationsomkostningerne i PenSam lå i første halvår af 2018 på 218 kroner mod 236 kroner i samme periode sidste år. I 2017 landede de samlede administrationsomkostninger på 454 kroner mod 609 kroner i 2013.
 

 

Redigeret af Presseansvarlig Kristine Jensen, tlf. 26 77 99 80