PenSam Logo

Tue og Kristina skiftede bank: De sparer 54.000 kroner årligt

Dumme forbrugslån til renovation af det nye hus blev starten på en økonomisk rutchebanetur

Del:Print:
Tue og Kristina

Af Astrid Graugaard Ingemann

Jornalist

Da Tue William Larsen og Kristina Ladefoged for et par år siden tog forbrugslån for at renovere deres nye hus, blev det starten på en økonomisk rutchebanetur. Nu har parret skiftet bank og sparer 54.000 kroner om året.

“Det var en festdag, den dag vi skiftede bank. Vi har faktisk lige snakket om, at det bankskifte er det bedste, der er sket for os i 2019,” siger Kristina Ladefoged med et grin.

Det hele startede, da Tue og Kristina for et par år siden tog to forbrugslån hos en anden bank end deres egen. Pengene skulle, udover en ferie til Grækenland, bruges til at renovere det hus, Kristina og Tue havde købt. Et hus, de kunne sidde billigere i.

Da parret kun manglede at renovere bryggers og badeværelse, fik de huset vurderet. Vurderingen lød noget højere, end det beløb Tue og Kristina havde givet.

“Det kunne ikke være bedre. Så kunne vi bruge friværdien til at få betalt gælden ud og lukket de forbrugslån, vi havde taget,” fortæller Tue.

Men sådan blev det ikke.

Sparetider

Parrets tidligere bank afviste, at Tue og Kristina kunne bruge friværdien i huset til at betale forbrugslånene ud. Tue og Kristinas bankrådgiver mente, afvisningen kunne skyldes, at parret ikke havde taget et byggelån, men i stedet de to forbrugslån uden om banken. Selvom Tue og Kristina bad om et møde med ledelsen, fik de dog aldrig svar på, om det var den reelle begrundelse.

Aftalen blev, at Tue, som er social- og sundhedsassistent, og Kristina, som er sygeplejerske, over et år skulle bevise, at de kunne spare sammen og betale af på forbrugslånsgælden. Derefter ville banken genoverveje situationen.

“Vi arbejdede begge to vanvittigt meget for at hive pengene hjem,” fortæller Kristina.

Straffet for at spinke

Efter et år med personlige sparerunder og mange timers arbejde, gik Tue og Kristina i banken igen. De havde sparet sammen og ikke haft en eneste overtræksdag.

Alligevel fik de endnu et afslag.

“Det var dråben. Vi skulle bare have en ny bank, og det kunne ikke gå hurtigt nok. De havde jo brudt deres løfte en gang, så vi kunne ikke lade være med at tænke: ‘Hvad bliver det næste’,” siger Kristina.

Et godt bankskifte

Valget faldt på PenSam Bank. Her har Tue og Kristina kunnet samle alle deres lån i et FOA Lån, fordi Tue er medlem af fagforeningen. Det betyder, at parret nu betaler en fast lav rente på 7,95% for samlelånet, hvilket sparer dem cirka 4.500 kroner om måneden. En besparelse, der løber op i 54.000 kroner årligt.

“Det er en kæmpe lettelse, og det giver os et helt andet økonomisk råderum,” siger Kristina, og understreger, at besparelsen langt fra er det eneste positive ved bankskiftet.

“De møder os altid i øjenhøjde og er positive. Vi har faktisk en fornemmelse af, at det er mennesker, som vil os det bedste,” siger hun og bakkes op af sin mand:

“Ja, og vi kan altid til få fat på vores nye bankrådgiver, hvis vi har nogle spørgsmål. Det kunne nærmest tage flere dage at komme igennem til vores tidligere bank,” fortæller Tue.

“Så alt i alt er vi virkelig glade,” lyder det fra Kristina.

Mange sidder fast i dyre lån

Tue og Kristina er ikke de eneste, som PenSam Bank har hjulpet med at få styr på forbrugslånene. 25 procent af deres kunder har forbrugslån, og nogle kan have svært ved at komme ud af dem igen, fordi renterne er så høje.

Det var også grunden til, at PenSam Bank i 2017 lancerede FOA Lånet, der gjorde det muligt for kunderne, at samle deres forbrugslån, så de nemmere kan komme ud af dem.

“Det var vigtigt for os at signalere: ‘Vi vil faktisk gerne have jer, selvom I har forbrugslån eller klatgæld. Og I må gerne samle den gæld hos os i stedet for at have skyhøje renter på mange lån’,” siger Rokhsareh Yazdanyar, som er partnerchef i banken.

Desværre oplever PenSam Bank, at mange ikke kommer ud af deres forbrugslån igen, hvis ikke de finder en bank, som vil hjælpe dem. Og selvom man måske kun har lånt 5.000 kroner, så kan man ende med at have betalt 25.000 kroner tilbage på grund af den urimeligt høje rente, forklarer Rokhsareh Yazdanyar.

Derfor er det ifølge hende bankens vigtigste opgave, at hjælpe FOA-medlemmerne med deres økonomi og eventuelle forbrugslån. Og når det lykkes, er Rokhsareh Yazdanyar glad.

“Med Tue og Kristina har vi både kunne levere den gode service, samt sparet dem en masse penge. Så her er målet i den grad nået,” siger hun.

 

 

Tag en snak med os eller bliv ringet op

Ring til os på 44 39 39 44

Bliv ringet op