Tekst og foto: Charlotte Holst
“Jeg er en ældre dame, der sidder under mit æbletræ og skriver om ældre damer, der slår ældre damer og mænd ihjel.”
Sådan skrev 67-årige Lena Jo Hursh til PenSam Pension, da vi søgte gode historier blandt kunderne. Det morderiske kom til Lena, fordi en veninde beklagede sig over, at hendes mand var blevet så vranten på sine gamle dage.
- ‘Så bliv dog skilt,’ sagde jeg. Men det ville hun ikke, for de havde jo det dejlige hus, og så var der børnene. Så begyndte jeg at digte. For nogle mænd bliver deprimerede og galsindede, når de går på pension. Og hvad gør man så?
- Tænk, at det er blevet en trilogi. Det er helt vildt. Jeg er verdensberømt på Samsø, siger Lena der, ud over at skrive om “hyggelige hverdagsmord,” har skrevet tre børnebøger om edderkopper. Dem var hun nemlig også bange for.
- Mit skriveri udspringer af min egen angst: Edderkopper og mørke. Jeg var ræd for begge dele. Jeg vadede lige ind i min angst, for jeg skulle jo studere edderkopperne og gik direkte ind i mørket på Samsø. Nu er jeg ikke så bange længere.
- Jeg staver som en brækket arm, og jeg kan ikke finde ud af computere. Jeg torsker rundt i det. Men jeg har så mange historier i hovedet og får en indre uro, hvis de ikke kommer ud, siger Lena, der altid har haft svært ved at sove om natten.
- Men det har hjulpet at gå på pension. Nu kan jeg sige: ‘hvad rager det mig, så sover jeg da bare til middag.’
- Jeg kalder Vala for min hest, selvom hun ikke er det. Hun er en gammel hoppe med fuld skrald på, og jeg er en gammel dame med fuld skrald på, siger Lena, der er lykkelig for, at hendes forfatterdrøm er blevet en realitet.
- Jeg er så glad for at jeg har nået det i en sen alder. Jeg er jo ikke lyriker eller en stor litterær personlighed. Mine historier er ‘krimi-light, de ryger ned som risengrød.
- Jeg tror ikke, jeg når at skrive det hele, før jeg enten bliver dement eller krasser af. Men det kan jo være, at et af mine børnebørn får lyst til at tage mormors skøre ideer op. Foreløbig klør jeg bare på og har det sjovt.
Sådan skrev 67-årige Lena Jo Hursh til PenSam Pension, da vi søgte gode historier blandt kunderne. Det morderiske kom til Lena, fordi en veninde beklagede sig over, at hendes mand var blevet så vranten på sine gamle dage.
- ‘Så bliv dog skilt,’ sagde jeg. Men det ville hun ikke, for de havde jo det dejlige hus, og så var der børnene. Så begyndte jeg at digte. For nogle mænd bliver deprimerede og galsindede, når de går på pension. Og hvad gør man så?
Store mørke Samsø-huse
Det kogte i Lenas hoved. En løsning kunne være, at kvinder, der vil af med deres mand, men ikke deres hus, simpelthen slår ham ihjel. I en krimi hvert fald. Da historien tog form, var hun udkørende nattevagt for hjemmeplejen på Samsø. Her blev hun også inspireret. For det var et dejligt, men uhyggeligt job.
- Lyset slukker i gaderne kl. 24.07, og mange af de gamle bor i store huse. Hoveddøren er altid låst, så du skal bagom og op af en sti. Der er KULsort. Så kommer du ind og ned af en laaang gang med værelser til alle sider. Du råber: ‘GUDRUN hvor er du?’ I det fjerne hører du en spæd stemme: ‘Her! Jeg er her!’ Jeg var ved at dø af skræk.
Vadede ind i angsten
Lenas første Samsø-krimi: ‘Mord i Pillemark’ udkom i 2019. Nu er hun i gang med den tredje og skriver løs fra sin rummelige to-værelses med egen have på Trøjborg i Aarhus.- Tænk, at det er blevet en trilogi. Det er helt vildt. Jeg er verdensberømt på Samsø, siger Lena der, ud over at skrive om “hyggelige hverdagsmord,” har skrevet tre børnebøger om edderkopper. Dem var hun nemlig også bange for.
- Mit skriveri udspringer af min egen angst: Edderkopper og mørke. Jeg var ræd for begge dele. Jeg vadede lige ind i min angst, for jeg skulle jo studere edderkopperne og gik direkte ind i mørket på Samsø. Nu er jeg ikke så bange længere.
Staver som en brækket arm
Fra Lena gik på pension, er historierne væltet ud af hende. Hun har fået opfyldt forfatterdrømmen. Også selvom hun slet ikke har styr på ord.- Jeg staver som en brækket arm, og jeg kan ikke finde ud af computere. Jeg torsker rundt i det. Men jeg har så mange historier i hovedet og får en indre uro, hvis de ikke kommer ud, siger Lena, der altid har haft svært ved at sove om natten.
- Men det har hjulpet at gå på pension. Nu kan jeg sige: ‘hvad rager det mig, så sover jeg da bare til middag.’
Ryger ned som risengrød
Lena har haft et broget arbejdsliv og været både mavedanser, buschauffør og sosu. Hun elsker sit pensionistliv. Ud over at skrive ror hun kajak, passer børnebørn og rider på islændere på Samsø, hvor hun boede, mens hun var nattevagt.- Jeg kalder Vala for min hest, selvom hun ikke er det. Hun er en gammel hoppe med fuld skrald på, og jeg er en gammel dame med fuld skrald på, siger Lena, der er lykkelig for, at hendes forfatterdrøm er blevet en realitet.
- Jeg er så glad for at jeg har nået det i en sen alder. Jeg er jo ikke lyriker eller en stor litterær personlighed. Mine historier er ‘krimi-light, de ryger ned som risengrød.
Mormors skøre ideer
Lena laver synopser til alle sine historieideer. For så kan andre samle dem op.- Jeg tror ikke, jeg når at skrive det hele, før jeg enten bliver dement eller krasser af. Men det kan jo være, at et af mine børnebørn får lyst til at tage mormors skøre ideer op. Foreløbig klør jeg bare på og har det sjovt.