PenSam Logo

02-07-2025

PenSam kon­so­li­de­rer ejen­doms­por­te­følj­en med bæ­re­dyg­tig bo­li­ge­jen­dom i Rødovre

Med fokus på at skabe attraktive afkast til medlemmerne, har pensionsselskabet PenSam overtaget en ny ejendom i Rødovre den 30. juni 2025. Det gælder Anemonehuset – en moderne boligejendom opført i 2025 med 78 lyse og rummelige lejligheder skabt med kvalitet og bæredygtighed i højsædet.

Del:Print:

Ejendommen er erhvervet fra Fredensborg og har et samlet areal på 6.960 m². Byggeriet er skabt med et fremtrædende klimafokus – herunder lavenergikonstruktion, solceller, regnvandssystem og grønne tage for sundt og miljøvenligt klima. Området har gårdhave, parkeringskælder med el-ladestandere, bylivet indenfor rækkevidde og ligger samtidig tæt på Damhusengen.

”Med købet af Anemonehuset, styrker vi PenSams portefølje af udlejningsejendomme med et attraktivt og tidssvarende aktiv i et område i rivende udvikling. Investeringen er i tråd med vores strategi om at skabe stabile og langsigtede afkast til vores mere end 500.000 pensionsmedlemmer gennem investeringer i bæredygtige kvalitetsboliger med lav risikoprofil. Tak til Fredensborg for en professionel og smidig proces”, siger Jeppe Starup, Head of Private Capital and Real Assets i PenSam.

Læs mere om Anemonehuset

Læs mere om, hvordan PenSam investerer