For femte år i træk har PenSam og FOA kåret 100 velfærdstalenter fra hele landet. De unge talenter blev fejret i mandags med taler fra blandt andre social- og ældreminister Astrid Krag, mens flere folketingspolitikere i samme ombæring var mødt op for at tale med de unge. Samtidig fik de unge deres holdning til kende om PenSams grønne investeringer gennem et klima dilemma-spil, som man kan se på billedet i toppen.
Alle 100 talenter var blevet indstillet af kolleger, chefer eller borgere, der ønskede at sende en fortjent anerkendelse de unges vej. En af de unge, der i år har fået talent-stemplet, var Annika Jensen fra Læsø Døgnpleje, som var blevet indstillet af ikke mindre end 8 personer.
For første gang i tre år var det desuden muligt at afholde fejringen i fysiske rammer efter de seneste års restriktioner og nedlukninger. Og det glædede PenSams direktør Torsten Fels, der var med til at hylde de unge.
”Dagen i dag betyder særligt noget for mig og mine kolleger i PenSam, fordi den er en fantastisk påmindelse om, hvem det er, vi hver dag går på arbejde for. Og at vi skal gøre vores bedste for at sikre jer og jeres kolleger tryghed i den seniortilværelse, som I nok ikke skænker alt for mange tanker. Det gjorde jeg ærligt talt heller ikke i jeres alder, men det betaler sig nu alligevel at bruge en stund allerede i dag på at sætte sig ind i,” lød det fra Torsten Fels i hans tale.
Lignende toner lød fra social- og ældreminister Astrid Krag, der gennem alle fem år har været med til at anerkende de unge velfærdstalenter, når de er blevet fejret. Ministeren blev samtidig inviteret til at besøge af talenterne på deres arbejdspladser i den kommende tid.
Læs alle talenternes historier i magasinet her.