PenSam Logo

18-02-2019

PenSam vil tjekke selskaber for korrekt skat

PenSam vil fremover tjekke investeringer for korrekt skattebetaling.

Del:Print:
PenSam vil fremover tjekke investeringer for korrekt skattebetaling.
 

Når PenSam fremover får tjekket investeringer for problemer, er det ikke kun brud på menneskerettigheder og miljøforurening, der udløser en alarmklokke. 

 
Fremover vil PenSam også undersøge, om de selskaber, som PenSam investerer i, har problemer med at få betalt korrekt skat. 
”PenSam’s medlemmer arbejder blandt andet som social- og sundhedsassistenter i en skattefinansieret velfærdssektor. Ordentlig skattebetaling er udgangspunktet for, at de kan levere en god, offentlig service til borgerne, og derfor er det særligt vigtigt for os i PenSam, at vores medlemmers pension vokser ansvarligt. Og vi indfører nu skat som et særligt område i vores politik for ansvarlige investeringer,” siger Torsten Fels.
 
Det betyder, at hvis et selskab eksempelvis bliver forbundet med en mistænkelig skattepraksis og har haft en skattebetaling på under 10 procent af den samlede indtjening, eller et selskab har placeret alt overskud i et land med meget lav skatteprocent, vil dette blive undersøgt nærmere. 
 
Skal bruges til dialog
De nye informationer vil PenSam bruge til at starte en dialog med selskaberne og lægge pres på, for at selskaberne ikke udnytter skattelovgivning.
 
”Vi ønsker at bruge den nye information om skattebetaling til at gå i dialog med de selskaber, som udviser en særlig problematisk adfærd, og presse på for at de ændrer adfærd på det her område,” siger Torsten Fels.
 
Udvider tjek af skat
Det nye tjek for skattebetaling gælder PenSam's investeringer i aktieselskaber og kreditobligationer. 
 
PenSam har i forvejen en række tiltag på skatteområdet, når det gælder andre typer af investeringer. 
Når vi i PenSam indgår i investeringer gennem eksempelvis fonde, så foretager vi en grundig undersøgelse af skatteforholdene i den konkrete investering for at sikre, at der bliver betalt korrekt skat.
 
PenSam har også en skattepolitik, som samarbejdspartnere og eksterne investeringsforvaltere skal acceptere og arbejde efter, når pensionsselskabet indgår i nye investeringer. 
 
Det handler bl.a. om, at aggressiv skatteplanlægning eller direkte skatteunddragelse ikke er acceptabelt og vil have konsekvenser for samarbejdet, hvis det sker.
 
 
Læs PenSam's skattepolitik her