Stoltheden er stor i PenSam, da vi den 22. maj modtog prisen 'Gold Award - Real Estate Investor of the Year' ved den årlige Real Estate Award konference ved IPE. Det er en anerkendelse af PenSams ekspertise og innovation på området, og det betyder, at vi hører til blandt verdens bedste pensionsselskaber inden for institutionelle ejendomsinvesteringer.
"Priser som denne er med til at styrke PenSams omdømme som professionel og ansvarlig investor i både indland og udland. I PenSam arbejder vi løbende på at optimere investeringsforvaltningen, både i forhold til porteføljesammensætning, og hvordan vi udvikler og implementerer nye tiltag. At få ekstern anerkendelse for denne indsats giver stolthed og energi til medarbejderne og er med til at skabe nye investeringsmuligheder i fremtiden," siger Jeppe Starup, Head of Private Capital & Real Assets i PenSam.
To udslagsgivende forhold
Dommerne nævnte specifikt to forhold, der har været udslagsgivende for dommerkollegiets valg af PenSam som årets ejendomsinvestor. Først, PenSams tilgang til arbejdet med bæredygtighed i vores ejendomsportefølje, der i dommernes øjne fremstår tydelig og rationelt implementeret. Dernæst blev PenSams ”partnerskabs-model” fremhævet i forhold til, hvordan vi konkret gennemførte en skræddersyet implementering af et nyt mandat på logistikejendomme sidste år.
"I PenSam er vi meget bevidste om, hvordan vi balancerer interne og eksterne ressourcer i investeringsforvaltningen. Vi forvalter en stor del af ejendomsporteføljen internt, fordi det er omkostningseffektivt og giver de bedste resultater. På udvalgte områder, der kræver specialviden som f.eks. logistik, søger vi dog gennem skræddersyede partnerskaber at sikre den høje kvalitet i forvaltningen uden at give afkald på kontrol og omkostningseffektivitet," fortæller Jeppe.
Årets ejendomsinvestor uddeles i tre klasser (Small, Medium og Large), hvor Medium, som er den kategori, PenSam har vundet i, repræsenterer investorer med AUM (ejendomme) på ml. €500m-€2.5 mia.
Læs mere om priserne på IPE’s hjemmeside: Winners: IPE Real Estate Global Conference & Awards 2025
Om IPE Awards
IPE Awards er globale og europæiske konferencer for finansbranchen, hvor der kåres vindere inden for forskellige kategorier. Priserne gives indenfor fx ejendomsportefølje og bedste arbejde med ESG og teknologi. PenSam har tidligere vundet en lang række investeringspriser indenfor flere kategorier.