Når PenSam og FOA i morgen for ottende gang kårer Velfærdens Talent 100, bliver det markeret med et festligt arrangement på Christiansborg. Her fejres 100 unge talenter, der hver dag gør en forskel i velfærdsfagene – og i år deltager børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye som repræsentant for regeringen.
De udvalgte unge arbejder bl.a. som social- og sundhedsassistenter, pædagogmedhjælpere og rengøringsassistenter. De er nomineret af borgere, pårørende, kolleger og ledere – og fælles for dem er, at de udviser høj faglighed, engagement og et særligt talent for at gøre en positiv forskel for andre mennesker.
I en tid præget af usikkerhed og forandringer er de faste holdepunkter, vi kan stole på, ekstra betydningsfulde. For mange borgere landet over er et fast holdepunkt i tilværelsen mødet med de dedikerede faggrupper, der arbejder med omsorg, pleje og støtte, og som udgør kernen i det danske velfærdssamfund.
"I PenSam er vi stolte af at fejre vores unge medlemmer, der hver dag gør en kæmpe forskel i mødet med mennesker. Deres faglighed og engagement er det, der får velfærden til at hænge sammen – i ældreplejen, i børnehaverne, på hospitalerne og mange andre steder. Og i en tid, hvor verden vakler, er det netop deres indsats, vi skal holde fast i og investere i," siger Torsten Fels, adm. direktør i PenSam.
Udvælgelsen af de 100 talenter er sket blandt flere hundrede indstillinger fra hele landet. I år var 421 nomineret til Velfærdens Talent 100 på tværs af alle landets regioner og i alt 49 kommuner lige fra Brønderslev til Gulborgsund. Det er rekord og vidner om, at talenternes store indsats ikke går ubemærket hen, selvom de sjældent hyldes i den grad, de fortjener. For mange af de unge er det første gang, deres indsats bliver anerkendt i denne skala – og netop derfor er hyldesten så betydningsfuld.
" Det er så vigtigt, at vi som samfund anerkender og tydeligt værdsætter de unge velfærdstalenter for det arbejde, de hver dag udfører på vegne af os alle. Talenterne har hver og én stor betydning - både for de mennesker, de drager omsorg for, deres kolleger, men også for samfundet som helhed. De opgaver, de løser, udgør vores alles kernevelfærd. Det skal de vide, og det skal de have både tak og ros for,” siger Helena Mikkelsen, fagpolitisk ordfører i FOA.
Arrangementet på Christiansborg byder på taler, uddeling af hædersdiplomer og en hyldest til de unge, der gør velfærd til virkelighed. Med deltagelse af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye bliver der samtidig sat en tyk streg under, at velfærdsfagene har en afgørende betydning – både i dag og i fremtiden. Mattias Tesfaye udtaler:
”Vores velfærdssamfund hænger ikke sammen på grund af høje idealer. Det hænger sammen på grund af mennesker som årets udvalgte velfærdstalenter. Som har valgt en vej, hvor de er der for andre. Med en kæmpe faglighed. Omsorg. Og varme. Hver eneste dag. I alle døgnets timer. Mens vi andre går på arbejde, stifter familie og bidrager, hvor vi kan. Uden dem, ville vores samfund ikke hænge sammen. Det er der grund til at være utrolig stolt af. Og det vil jeg gerne takke dem for.”
Velfærdens Talent 100 fejres i Fællessalen på Christiansborg den 20. maj 2025 kl. 13.00-15.00.