PenSam Logo

24-05-2023

PenSam og FOA fejrer vel­færds­ta­len­ter på Chri­sti­ans­borg

For sjette år i træk kårer PenSam og FOA de 100 største talenter inden for nogle af samfundets vigtigste velfærdsområdet. De udvalgte unge bliver fejret i dag på Christiansborg.

Tillykke til årets velfærdstalenter
Del:Print:

Fra hele landet samles i dag 100 velfærdstalenter, der skal hyldes ved et festarrangement på Christiansborg, når PenSam og FOA fejrer nogle af landets mest hårdtarbejdende og fagligt dygtige unge mennesker, der arbejder som bl.a. pædagogmedhjælpere, portører, social- og sundhedsassistenter og rengøringsassistenter.

”Der er brug for, at vi sætter mere fokus på det utroligt vigtige arbejde, vores unge talenter og alle deres kolleger hver dag udfører. Der er så mange af vores medborgere, der er dybt afhængige af fagligt dygtige og engagerede mennesker i de kernevelfærdsfag, vi hylder i dag, og derfor er vi også stolte over at være med til at fremhæve den vigtige indsats, de unge lægger for dagen. Som en sidegevinst får vi samtidig mulighed for måske at plante et frø om vigtigheden af pension hos de unge talenter,” siger Torsten Fels, adm. direktør i PenSam.

Der har aldrig før været så mange nominerede talenter i Velfærdens Talent 100, som det har været tilfældet i år, og det har gjort øvelsen med at udvælge talenterne ekstra svær denne gang.

”De her unge mennesker løfter selve fundamentet i vores samfund – velfærden. Det er noget af det mest givende, man kan foretage sig, og vi skylder dem en kæmpe tak. Derfor er jeg så glad for, at vi med Velfærdens Talent 100 får lejlighed til at hylde deres faglighed og deres indsats. Og mit håb er, at hyldesten kan være med til at fastholde og tiltrække medarbejdere på velfærdsområdet,” siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.