PenSam Logo

20-09-2019

PenSam løfter grøn om­stil­ling til FN’s kli­ma­top­mø­de

PenSam skal præsentere grønne løsninger og deltager sammen med statsminister Mette Frederiksen og pensionsbranchen på FN’s klimatopmøde, når verdens ledere skal diskutere løsninger på klimaforandringer.

Del:Print:

Danmark og statsminister Mette Frederiksen er sat i spidsen for at lede en særlig indsats under FN’s klimatopmøde, der starter 23. september 2019. Danmark skal lede indsatsen med at fremme den grønne omstilling i energisektoren.

I den sammenhæng er PenSam sammen med pensionsbranchen inviteret til New York for at fortælle om, hvordan vi som investor investerer i og deltager aktivt i at løfte den grønne omstilling.

"Det er brug for, at omstillingen til grøn og bæredygtig energi sker hurtigt. Det kræver ambitiøse politiske målsætninger på verdensplan, og her er den danske regeringen gået i front. Med danske pensionsopsparinger kan vi i pensionsbranchen være med til at realisere den ambitiøse plan," siger Torsten Fels, adm. direktør i PenSam.

"Jeg er derfor stolt af, at PenSam sammen med den danske pensionsbranche er inviteret med til at fortælle om, hvordan vi som investorer arbejder med den grønne omstilling. Det håber jeg kan være med til at inspirere andre lande og investorer til at være en del af løsningen i fællesskab," siger Torsten Fels.

Direkte investeringer og aktivt ejerskab
I PenSam støtter vi op om den grønne omstilling på flere måder. 

- Vi har skruet op for vores grønne investeringer, og alene det seneste år har vi investeret 1 mia. kroner i vedvarende energi: en solcellepark i Californien og vindmøller i Texas og i Nordsverige. Samlet vil de tre projekter levere strøm til over en halv mio. husstande, og flere projekter er på vej. Vi har sat et mål om, at 10 procent at vores investeringer i 2025 skal være investeret i grøn omstilling, og vi arbejder løbende på at opfylde det mål inden.

- Vi er gået med i Climate Action 100+, hvor 500 investorer fra hele verden er gået sammen for at presse globale virksomheder til at mindske deres CO2-udledning og ændre til en grønnere forretningsmodel. Hvis vi som investorer går sammen, så har vi en indflydelse, som virksomhederne ikke kan sige nej til.  

- Samtidig har vi valgt at udelukke over 100 selskaber, der fokuserer på olie, kul og tjæresand. Det er selskaber, hvis forretningsmodel ikke er forenelig med Paris-aftalens mål, og det er pejlemærket for vores arbejde med ansvarlige investeringer.