PenSam Logo

Vil ud­be­ta­ling ved dødsfald gå til de ef­ter­ladte, du ønsker? Få hjælp her.

Ingen har lyst til at tænke på det. Men det giver ro i maven - og sparer måske dine efterladte for trælse konflikter - hvis du har orden på, hvem der skal have penge fra din pension, hvis du pludselig mister livet. Se hvornår du skal være opmærksom på, om standardreglerne passer til dine ønsker.

Gravsted

Fra din pension bliver der som hovedregel udbetalt en forsikringssum (gruppelivssummen), hvis du mister livet inden din folkepensionsalder. Men er det dine børn, samlever, forældre eller en organisation, der skal have pengene? Det bestemmer du!

Afhængigt af din familiære situation skal du være opmærksom på, om standardreglerne for "nærmeste pårørende" passer til dine ønsker. Ellers skal du kontakte os og aftale, hvem der skal have udbetalingen (begunstige). 
Længere nede på siden kan du se en forklaring på, hvem der er "nærmeste pårørende".

Vælg nedenfor den situation, du er i - og se hvad der gælder dér.

Her behøver du ikke bekymre dig

Du er gift - og du vil gerne have at din ægtefælle får pengene

Din ægtefælle vil automatisk få udbetalingen efter standardreglerne for ”nærmeste pårørende”. (Se forklaring på "nærmeste pårørende" længere nede på siden).

Den eneste undtagelse er, hvis du tidligere har bestemt (begunstiget) at en anden person - for eksempel en ekskæreste - skal have udbetalingen.

Du har børn og ingen samlever - og vil gerne have at dine børn får pengene

Dine børn vil automatisk få udbetalingen efter standardreglerne for ”nærmeste pårørende”. (Se forklaring på "nærmeste pårørende" længere nede på siden.)

Den eneste undtagelse er, hvis du tidligere har bestemt (begunstiget) at en anden person - for eksempel en ekskæreste - skal have udbetalingen.

Vær opmærksom i disse situationer - og kontakt os for at få rådgivning

Du har en papirløs samlever og ingen børn

Skal din samlever have pengene? Eller vil du hellere have, de går til din familie? Det vil sige til dine forældre. Eller hvis du ikke længere har dine forældre, så til dine søskende.

Uanset hvad du ønsker, så kontakt os for at sikre dig, at det bliver, som du vil have det.

Du har en papirløs samlever og I har fælles børn

Skal din samlever have pengene, eller skal jeres børn?
Uanset hvad du ønsker, så kontakt os for at sikre dig, at det bliver, som du vil have det.

Du har en papirløs samlever og børn fra et tidligere forhold

Skal din samlever have pengene, eller skal de gå til dine børn?

Uanset hvad du ønsker, så kontakt os for at sikre dig, at det bliver, som du vil have det.

Du har en papirløs samlever, og I har fælles børn og du har børn fra et tidligere forhold

Skal din samlever have pengene, eller skal de gå til børnene?

Uanset hvad du ønsker, så kontakt os for at sikre dig, at det bliver, som du vil have det.

Du har en kæreste, men I bor ikke sammen
Din kæreste får ikke penge fra din pension, hvis I ikke bor sammen. Pengene går til dine ”nærmeste pårørende”. Det vil sige dine børn, hvis du har nogen. Ellers vil det være dine forældre, eller dine søskende, hvis du ikke har dine forældre længere. (Har du lavet testamente, vil dette dog være det gældende, hvis du ikke har børn). Ønsker du at det skal være anderledes, skal du kontakte os. 

Se i øvrigt forklaring på "nærmeste pårørende" længere nede på siden.
Du har hverken samlever eller børn

Har du ingen børn, og heller ikke nogen samlever for øjeblikket, skal du være opmærksom på, at  en udbetaling fra din pension ved dødsfald så i første række vil gå til dine forældre, og ellers til dine søskende. 

Måske har du en særlig tilknytning til den ene af dine forældre, hvis de er skilt, eller til nogle af dine søskende. I så fald er det en god idé, at du får lavet en bestemmelse om, hvem du ønsker skal modtage udbetalingen fra din pension. 

Du har ingen samlever, forældre eller søskende

Har du ikke har nogen partner, du bor sammen med, og har du heller ikke nogen nær familie, er det en god idé, at du får undersøgt, hvem der vil få en udbetaling. Du kan selv vælge hvem, der skal have glæde af pengene, hvis du mister livet. Det kan for eksempel være en ven eller veninde eller en velgørende organisation.

Du har tidligere bestemt, hvem der skal have pengene

Har du tidligere henvendt dig til os og fået indsat en begunstiget til at modtage pengene, skal du sikre dig, at du stadig ønsker, det skal være sådan. Vær især opmærksom, hvis den du tidligere har begunstiget nu er en ekskæreste! Er du er i tvivl om, hvem du tidligere har begunstiget - eller vil du ændre det - så ring til os.

Du har oprettet testamente
Et testamente har som hovedregel ikke betydning for, hvem der får udbetaling fra din pension. Testamentet spiller kun en rolle i den situation, hvor du IKKE efterlader dig en ægtefælle, en samlever eller børn/børnebørn. Det skyldes, at udbetaling fra en pensionsordning som hovedregel går uden om dødsboet. Kontakt os eller eventuelt din advokat for at få rådgivning i denne situation. 

Sådan er reglerne for "nærmeste pårørende"

"Hvem er "nærmeste pårørende"?

Listen herunder viser, hvem der er "nærmeste pårørende". Hvis du ikke efterlader dig nogen under punkt 1, vil det være efterladte under punkt 2, der får udbetalingen osv.

  1. Din ægtefælle
  2. Din samlever*, hvis I ved dødsfaldet har fælles bopæl og enten har, venter eller har haft barn sammen eller hvis I har levet sammen i et ægteskabslignende forhold i de sidste 2 år før dødsfaldet.
    *OBS: Samlever indgår kun på listen over "nærmeste pårørende", hvis pensionsordningen er oprettet efter den 01.01.2008
  3. Livsarvinger - det vil sige børn (herunder adoptivbørn), børnebørn, oldebørn
  4. Arvinger efter testamente
  5. Arvinger efter loven - det vil sige dine forældre eller dine forældres livsarvinger (søskende eller søskendebørn) og bedsteforældre eller deres børn (onkler, fastre og mostre, men ikke fætre og kusiner). 

Se også tegningen, der viser, hvem der får udbetalingen

Få rådgivning - eller bestem hvem der skal have udbetalingen

Kontakt os

Se hvad der kan blive udbetalt ved dødsfald

Du kan se præcis, hvad der kan blive udbetalt fra din pension ved dødsfald ved at logge ind på Min pension.

Som hovedregel bliver der udbetalt en forsikringssum (gruppelivssummen) på 475.000 kr. til dine efterladte, hvis du dør inden din folkepensionsalder. 

I de fleste tilfælde stopper forsikringen, når det er mere end 1 år siden, du holdt op med at indbetale.

Nogle kan have en ægtefælle-/samleverpension, der også kan blive udbetalt. En samlever er dog kun dækket under bestemte forudsætninger - læs mere her.

Din indbetaling til livsvarig alderspension bliver ikke udbetalt til efterladte ved dødsfald. Kun opsparing til ratepension bliver altid udbetalt til efterladte, og nogle typer af opsparing til engangsbeløb gør også. Hvad der gælder for dig kan du se på Min pension