PenSam Logo

19-09-2019

Mul­ti­na­tio­na­le sel­ska­bers skat skal lægges frem

Danske politikere skal benytte tysk udmelding til at presse på for at få lovforslag om virksomheders skattebetaling øverst på dagsordenen i EU.

Del:Print:

Af Torsten Fels, adm. direktør i PenSam. Debatindlægget er også bragt i Politiken 19. september.

Den tyske finansminister Olaf Scholz har åbnet op for en tysk opbakning til EU-kommissionens forslag om, at det skal offentliggøres, hvad virksomheder betaler i skat i de lande, de opererer i. Den melding skal de danske politikere gribe. Efter flere års stilstand, åbner en af de største modstandere for forslaget op for mere åbenhed om skattebetalinger. 

Som investor for 400.000 primært offentlige ansatte, så er det afgørende med en korrekt skattebetaling. Samtidig er arbejdet med at sikre fair skat en del af PenSam’s arbejde med ansvarlige investeringer.

En indsigt og viden om multinationale selskaber skattebetaling – eller mangel på samme – internt i EU-lande, vil være en stor hjælp for PenSam og andre investorer, der ønsker at løfte kampen for fair skat.

Når tal viser, at lande som Irland, Holland, Luxembourg og Belgien har stor gevinst ved, at selskaberne kan rykke profit rundt i EU som var det et spil ludo, mens lande som Tyskland og Frankrig taber op mod 29 procent af deres samlede selskabsskat, så er problematikken fuldstændig åbenlys: det kan ikke blive ved.

I PenSam vil vi som investor gerne lægge pres på, at multinationale selskaber betaler skat i de lande, hvor de tjener deres penge, men vi har brug for, at EU’s parlamentarikere sikrer den åbenhed i skattebetalingerne. Vi har brug for en konkret indsigt i, hvad de rent faktisk betaler – eller ikke betaler.

Men dette må ikke stå alene. Der er også brug for at tage livtag med den ulige skattebetaling internt i EU – en fælles bund under selskabsskatten i EU-landene, som ville kunne stoppe den skattekonkurrence vi ser nu. For åbenhed løser ikke problemet alene.

Som situationen er nu, så har de enkelte EU-lande en usund konkurrence i selskabsskat, der kun går en vej – nedad. I Danmark har vi over en årrække sænket selskabsskatten, og det er et ræs mod bunden, hvis det fortsætter.

Vi nærmer os snart fem-året for den første store afsløring af, hvordan enkelte europæiske lande indgår profitable aftaler med de store virksomheder. LuxLeaks i 2014 viste, hvordan selskaberne kan omgå reglerne og føre overskuddet ud af lande, som kan give gode skatterabatter. EU må ikke miste momentum.