PenSam sælger 105 lejligheder i København

18-09-2018

Bolværket400.jpg
PenSam sælger 105 lejligheder i Københavns sydhavn til Aberdeen Standard Investments.

Salget inkluderer 105 lejelejligheder og to erhvervslokaler, der placeret på Teglholmen i den københavnske Sydhavn, hvor der de sidste 5-10 år er sket en markant byudvikling.

Bolværket har stået færdig siden 2014, og byggeriet var det første af PenSam’s ejendomsprojekter, hvor PenSam har trådt ind med finansiering af boligbyggeri og været bygherre sammen med Sjælsø Management.

”Da PenSam indgik udviklingsaftalen med Sjælsø Management i 2012 markerede det en ny form for samarbejde mellem pensionssektoren og boligudvikler, der siden har dannet præcedens for andre ejendomsudviklingsprojekter. Når vi som investor træder ind i udviklingsfasen af byggeriet, skaber vi et grundlag for et bedre afkast til PenSam’s pensionskunder, end hvis vi var trådt ind som investor, når byggeriet stod færdigt,” siger Carsten Gröhn og tilføjer:

”Samarbejdet omkring Bolværket har været rigtig positivt og en god investering, men da flere af vores danske byggerier står færdige inden for de næste par år, foretager vi løbende justeringer i ejendomsporteføljen, og det er vores vurdering, at tidspunktet for et salg af Bolværket er rigtigt.”

Ny Aberdeen-fond køber Bolværket
Det er Aberdeen Standard Investments, der står bag købet af Bolværket, på vegne af deres Paneuropæiske boligfond, som blev etableret i begyndelsen af 2018. Aberdeen Standard Investments har på grund af sin unikke og flade organisationsstruktur med lokalkontorer fordelt i hele Europa, formået at sprede fondens første investeringer i fem forskellige lande på meget kort tid. Én af de investeringer er netop ejendommen på Teglholmen: 

”For den Paneuropæiske fond er et køb på Teglholmen interessant af flere årsager: Først og fremmest bevæger området sig fra at være et udviklingsprojekt til faktisk at være et veletableret og næsten færdigudviklet boligområde. Beliggenheden nær København centrum og ikke mindst den lette adgang til den kommende metro, er desuden afgørende for, at ejendommens placering er meget attraktiv  ̶   også på lang sigt,” forklarer Jes Rovsing, Head of Transactions hos Aberdeen Standard Investments.

Han understreger samtidig, at den høje byggekvalitet og ikke mindst lejlighedernes størrelse i Bolværket, også har været afgørende for købet:

”Der er tale om lejligheder i en størrelse, der er forbundet med meget stor efterspørgsel, hvilket man har mærket, lige siden ejendommen blev opført. Det er lejligheder, der passer til en stor målgruppe af personer med middelindkomst, og derfor har vi også tillid til, at efterspørgslen vil vare ved,” forklarer han. 

Han fremhæver desuden, at selve transaktionsprocessen har været god og effektiv, og at det er tydeligt, at PenSam er en seriøs og professionel spiller i det danske ejendomsmarked.

Fakta om handlen
105 lejelejligheder og to erhvervslokaler.
Total antal m2: 10.500 m2
Bolværket består samlet af i alt 214 lejligheder, hvoraf 105 lejelejligheder og to erhvervslokaler er ejet af PenSam og er en del af salget til Aberdeen Standard Investments. De resterende 107 boliger er ejerlejligheder.

Bygherre: Sjælsø Management og PenSam.
Øvrige parter: Cushman & Wakefield har været mægler på salget. Plesner har været advokat på salget for PenSam og Bruun Hjejle for Aberdeen Standard Investments.

Redigeret af Presseansvarlig Kristine Jensen, tlf. 26 77 99 80