Nye pensionsregler i 2018: Se hvad det betyder for dig

20-12-2017

Folketinget har vedtaget en ny lov om aldersopsparing, der skal hjælpe på modregning i pensionen fremover. Torsten Fels, adm. direktør i PenSam, ser frem til flere tiltag på området.

Fra 1. januar 2018 træder en række nye regler om aldersopsparing i kraft.

Det betyder blandt andet, at der sker en ændring i, hvor meget du kan indbetale til en aldersopsparing. 

En aldersopsparing er ikke fradragsberettiget, når du indbetaler, men til gengæld er den skattefri, når den bliver udbetalt. Du bliver heller ikke modregnet i offentlige ydelser som folkepensionstillæg, varmetillæg og boligstøtte, når beløbet bliver udbetalt.

Forhøjet beløb de sidste fem år
Har du mere end fem år til den officielle folkepensionsalder, kan du indbetale op til 5.100 kroner om året på en aldersopsparing. 

Har du mindre end fem år til folkepensionen, kan du indbetale op til 46.000 kroner i 2018. Når aftalen er fuldt indfaset i 2023, er grænsen på 51.100 kroner.

Og det er positivt, mener Torsten Fels, adm. direktør i PenSam.

”Den nye aftale gør, at det grundlæggende bedre kan betale sig at spare op til pension i en aldersopsparing, ikke mindst de sidste fem år før folkepensionsalderen, fordi man ikke vil blive modregnet i offentlige ydelser, når man får opsparingen udbetalt,” siger Torsten Fels.

Flere tiltag på vej
For at afhjælpe modregningsproblematikken yderligere, har regeringen afsat 2,4 mia. kroner. Den pulje penge er en del af de politiske skatteforhandlinger, som er i gang på Christiansborg i disse uger.

Det ser Torsten Fels frem til at få afklaret.

For når loftet for aldersopsparingen er på omkring 50.000 kroner om året de sidste fem år inden folkepension, er det vanskeligt for mange af PenSam’s kunder at udnytte det loft fuldt ud. 

”Fordi vores kunder ikke tjener den højeste løn, kan de ikke bruge aldersopsparingen fuldt ud, og det er selvfølgelig ikke godt nok. Her havde jeg håbet på en mere fair og brugbar løsning," siger Torsten Fels og fortsætter: 

"Derfor vil jeg se frem til resultatet af de skatteforhandlinger, der foregår nu. Jeg håber, at politikerne finder en god løsning for de mange i lav- og mellemindkomstgruppen, så de ikke risikerer at blive modregnet i deres egen pension fremover,” siger Torsten Fels.

 
​​​​​​​​​

Redigeret af Presseansvarlig Kristine Jensen, tlf. 26779980