I PenSam solgte vi allerede i januar vores investering i russiske statsobligationer og i en enkelt tilbageværende russisk statsejet virksomhed.
”Vi tager skarp afstand overfor Putins aggressioner, og som ansvarlig investor har vi i tide frasolgt investeringer i russiske statsobligationer og statsejede virksomheder, så vi ikke i dag skal tage et stort tab på en investering, der formentlig kun vanskeligt kan sælges,” siger Torsten Fels, adm. direktør i PenSam Pension.
Siden den russiske invasion begyndte i sidste uge, har PenSam desuden besluttet at sælge den sidste rest af russiske aktierog kreditobligationer, som udgør en meget lille andel af den samlede investerede formue i PenSam. Helt præcist 0,07 procent af de 170 mia. kr. der investeres på vegne af opsparerne i PenSam.
I forbindelse med den korrupte valghandling og de store demonstrationer mod den belarusiske præsident sidste år valgte vi også at sælge vores investeringer i Belarus, så vi i dag ikke har penge i Ruslands allierede i krigen mod Ukraine.
Da vi solgte ud i god tid af både russiske og belarusiske investeringer er vores tab meget begrænset og knyttet til de generelle markedsmæssige forhold.
”Situationen understreger i vores optik den tætte sammenhæng mellem ansvarlighed og skabelsen af gode investeringsafkast, da det ikke kun er moralsk forkert at holde investeringer i lande, der tilsidesætter folkeretten, det er også en dårlig forretning,” siger Torsten Fels.
Modsat vores tilgang til de to omtalte stater har vi beholdt vores begrænsede investeringer i Ukraine, og dem ønsker vi at fastholde, så længe landet ledes af en demokratisk valgt regering.