Det skulle egentlig kun være et par år. Da Anne Mortensen sagde ja til et job som nattevagt hos Ensomme Gamles Værn i Mørkøv, havde hun ikke regnet med, at hun i årtier skulle møde, når alle andre gik i seng.
- Jeg sagde ja til at prøve at arbejde som nattevagt, fordi jeg havde svært ved at komme op om morgenen. Det blev så til 34 år, fortæller Anne, der gik på pension sidste år.
Hun mærker konsekvenserne af at have arbejdet om natten i så mange år.
- Jeg sover meget let og vågner ofte mange gange hver nat. Hvis jeg så vågner klokken 3, så står jeg op og laver noget i et par timer og prøver så at sove igen.
Tyngende ansvar
Ane Mortensen arbejdede hos ‘Ensomme Gamles Værn’ i ti år og søgte herefter ind på det socialpsykiatriske bosted Esbernhus i Kalundborg - også som nattevagt. Den selvejende institution var et godt sted at være. Men det var en stor omvæltning.
- I ældreplejen var der mange fysiske opgaver, mens det i psykiatrien især handlede om samtaler, hvor man sad ned. I starten havde jeg dårlig samvittighed, når jeg ikke foretog mig noget fysisk, men jeg brugte blandt andet tid på at tale med dem, der ikke kunne sove.
Anne syntes, det var svært at se mennesker - en del på hendes egen alder - have det så dårligt psykisk. Efterhånden kunne hendes krop heller ikke længere tåle at være aktiv nat efter nat.
- Jeg fik blandt andet meget mavesyre. Det kom helt op i næsen til sidst, siger hun.
Anne sagde derfor ja til en teamlederfunktion om dagen, men ansvaret var svært at bære i længden.
- Egentlig havde jeg regnet med at arbejde til jeg blev 70. Men jeg blev dybt berørt af at se folk have det så dårligt og så alligevel blive sendt for tidligt hjem. Som leder har man et ansvar, og det tynger. Jeg var også bange for, at der skete kolleger eller beboere noget.
Nabo uden pårørende
Derfor stoppede Anne med at arbejde i november som 67-årig. Nu bruger hun blandt andet tid på frivilligt arbejde i det lokalhistoriske arkiv, der dækker Raklev Sogn ved Kalundborg, hvor hun og hendes mand bor. Her kommer folk med fotos, breve og andet, som hun registrerer i et elektronisk system.
- Jeg slægtsforsker også selv. Det er så fascinerende at grave i historien og finde sine rødder. Mennesker og historien om mennesker er altid interessant, siger hun.
Anne er interesseret i det nære. Da hun og hendes mand flyttede til Raklev i 1994 fik de en helt særlig nabo.
- Han levede alene og lidt alternativt. Der var skabt sådan en sti gennem hans rod i huset, men Arne var utroligt sød, siger Anne, der - sammen med sin mand - stod for begravelsen af Arne, da han døde i 2009. Der var nemlig ikke andre.
Anne syntes det var synd, at han ikke skulle sætte et aftryk, så hun undersøgte hans historie og skrev den til sognebladet.
- Han havde været gift med en kvinde tidligere, men hun fik tuberkulose og døde efter kun tre måneders ægteskab, fortæller Anne.
Pensionsordning betyder alt
At drage omsorg for sine medmennesker er naturligt for Anne, der også bruger tid på børn og børnebørn. Hun er glad for, at hun ikke har den store rejsetrang. For hun kan godt mærke, at der er færre penge.
- Det er en omvæltning økonomisk. Pensionen fra PenSam udgør halvdelen af det, jeg får udbetalt, så det ville se meget stramt ud uden. Den betyder, at vi ikke behøver vende hver 50-øre, og det er dejligt, siger Anne, der som ung ellers var lidt træt af at være tvunget til at indbetale til pension.
I dag er hun taknemmelig for sin pensionsordning og har et budskab til de unge på arbejdsmarkedet.
- Jeg tror ikke, der er så mange, der tænker over det i dag, men de skal vide, at det med ordentlige arbejdsvilkår og pension ikke bare kommer af sig selv.
Om Anne
- Født i 1955
- Først plejer, herefter uddannet sygehjælper
- Uddannet som SOSU i 2000.
- Har arbejdet i ældreplejen og på det socialpsykiatriske bosted Esbernhus